Sahra da Silva is a bonafide ‘born-to-sing-the-blues’ artist with soulful, raw and raspy vocals with the captivating, untamed eloquence of Janis Joplin, Sahra da Silva epitomises an artist with a story to tell and her voice feels aged by hard-lived experiences
For Sahra Da Silva er blues mere en tilgang til musik end en specifik genre. Det er en æstetik, et mindset og en livsstil. Næsten al rytmisk musik står på et fundament af blues, og enhver god sang kan tilføres blå nuancer. Snævre genredefinitioner er overflødige og begrænsende.
Sahra Da Silva er vokset op i Birkerød som datter af en dansk mor og en portugisisk far. Musikken kom tidligt ind i hendes liv, da hun som barn dansede og sang med sin mor. Allerede inden skoletiden gik Sahra til musik og leg. I 2. klasse startede hun til kor og i fjerde klasse spillede hun i band.
Talentkonkurrence og topline-sangskrivning
Som 15-årig deltog hun i en talentkonkurrence på TV Danmark med sin første selvskrevne sang. Hun vandt. Det var i 2000, og sangen var countrypop.
På efterskolen begyndte hun at fatte interesse for såkaldt topline-sangskrivning – komposition og tekstforfatning med baggrund i beats. En evne, hun videreudviklede på højskole hvor hun også arbejdede med lydproduktion.
I tiden, der kom, arbejdede Sahra med flere beatmagere og rappere og fortsatte med at skrive egne sange baseret på toplines.
Savnede et mere organisk udtryk
Omkring 2006 begyndte hun at savne et mere organisk udtryk i musikken, og en veninde fik hende med til jamnight på bluesklubben Mojo. Det gik godt, hun nød at mærke musikkens puls på en helt ny måde, og snart var hun godt integreret i det københavnske jam-miljø.
Guitaristen Alain Apaloo har været en fast samarbejdspartner i en stor del af tiden siden den vigtige aften på Mojo. Det var blandt andet ham, der hjalp Sahra i gang med Sahra da Silva Band og arrangerede hendes sange, så de fungerede live med et bluesband.
I løbet af få år var Sahra klar til at stå på egne ben og definere bandet. Sahra da Silva & the Jagged Soul deltog i 2010 i DR-programmet Danmark har talent, hvor de nåede til første semifinale med eget repertoire. Sangene fra konkurrencen blev et par år senere udsendt på en EP, og i 2014 udsendtes albummet ”OH, LOVE!”.
Undervejs ville Sahra have sin faglighed på plads: I 2014 fik hun en bachelor i musik efter tre års studier på Rytmisk Musikkonservatorium.
Mojo har spillet en væsentlig rolle
Siden 2006 har hun været tilknyttet bluesklubben Mojo i København – både på scenen og bagved. Hun har stået i baren, døren, og fungeret som DJ, kontorassistent, rengøringsdame, lyddame og jamværtinde. De seneste år har hun hjulpet med at udvikle stedet. Monday Juke Joint, Mojos sangskriverscene, var blandt projekterne. Sahra har præget Mojo, og Mojo har gjort Sahra til den sangerinde, hun er i dag.
Soloplade i 2021
Sahra Da Silva synger med en overbevisende autoritet, uanset om musikkens motor udgøres af cremet soul, rå Chicagoblues, stemningsfuld gospel eller tilbagelænet jazz.
I 2020 udgav hun albummet #blueswoman på streamingtjenester og i 2021 kom de ni sange ud på cd. Albummet rummer seks sange af egen tilvirkning og tre fortolkninger. Sangene flirter i stil og arrangement med flere hjørner af bluesgenren. Der er fræk funk på både ”You’re to young and I’m too wise” og ”What is on the line”, mens både Willie Dixons ”My babe” og Sahras egen ”I can’t be your lover” har et særdeles dansabelt big band-swing. Der er en indtagende elegance på ”I wanna love you”, som bringer tankerne i retning af soulmusikken fra Muscle Shoals, mens ”Blues man” med distortion-inficeret vokal er Chicagoblues, når den er allermest beskidt og pågående. Fortolkningerne viser Sahra Da Silvas overlegenhed som sangerinde: Hun tager to klassikere som ”Fever” og ”Bridge over troubled water” og tilfører dem en ny energi. Sidstnævnte har mange sangerinder igennem tiden skreget i stykker, men Sahra Da Silva sætter stemme til de store følelser med en afmålt kraft og nuancerigdom, der sender tankerne i retning af Etta James.
Indtager uden at overtage
Sahra Da Silva synger, så ingen er i tvivl om, at sangen er vigtigere end sangerinden. Selvom hun befinder sig i et musikalsk område, der er kendt for at udklække divaer, vil den betegnelse næppe nogensinde passe hende. Dertil er hendes musikalske ydmyghed og indlevelse ganske enkelt for stor. Hun indtager scenen med både humor og indtagende outfits, men hun overtager den aldrig. Derfor har hun de seneste år været et særdeles anvendeligt ”sidekick” til bl.a. The Cornbread Project, Havfruerne, Mike Andersen og Søren Siegumfeldts String Swing.